Kalaha Og Jobarteh/ Pasborg

koncerter
17. november 2017
20:00
Om arrangementet

Kalaha og Jobarteh/ Pasborg

Fredag den 17. november er der dømt dobbelt jazzfest på Godset, hvor to af de allerstørste navne på den danske jazzscene har sat hinanden stævne. Der bliver derfor fart over feltet, når de to bands Kalaha og Pasborg/Jobarteh mødes til en omgang sprælsk og grænseoverskridende jazz. Først venter et møde mellem gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. Koncerten bliver en musikalsk og farverig krudttønde skabt af det fantastisk smukke samspil mellem Jorbateh på kora og vokal samt Pasborg på trommer. Jobarteh er oprindeligt perkussionist, men begynde at spille på kora, da han for 16 år siden flyttede til Danmark. Hans spillestil er på en gang afdæmpet melodisk og hektisk rytmisk. Jobarteh, der i dag er en af verdens førende worldmusikere, har samarbejdet med bl.a. Pierre Dørge’s New Jungle Orchestra, Moussa Diallo og nu altså i duo med Stefan Pasborg, der er kendt fra bl.a. Ibrahim Electric, Odessa XL og Firebirds. Pasborg er en karismatisk troldmand på trommer, og har modtaget en lang række prestigefyldte priser både herhjemme og i udlandet. På Godset skaber de to musikere en uhyre stemningsfuld og samtidig groovy koncert af den helt særlige ud-af-kroppen slags, der kombinerer det bedste fra de to musikeres verdener. Koncertens andet set leveres af bandet Kalaha, der er kendt for sin dansable powerjazz med masser af elektronisk lir. Bandet opstod i 2013 og har siden begejstret publikum på utallige festivaler samt store og små spillesteder. Der venter derfor uden tvivl en musikoplevelse ud over det sædvanlige, når bandet med Nicklas Knudsen på guitar - Pasborgs medspiller i Ibrahim Electric, og den legendariske Emil de Waal på trommer sammen med Spejderrobot alias mister electronica og Rumpistol spiller på Godset. Bandet har elektrificeret jazzen og tilsat den lækker rockability, som vil omdanne Godset til en klubagtig dancehall. Bandet er et sandt musikalsk festfyrværkeri med inspiration fra hele verden, og byder både på guitarspil a la Santana, trommespil i hård særklasse, boblende elektrojazz, diskofunk og kinesiskinspireret newage. Det bliver afgjort en festlig aften på Godset. Lineup: Dawada Jobarteh: vokal og perkussion Stefan Pasborg: trommer Emil de Waal: trommer Nicklas Knudsen: guitar Spejderrobot: electronica Rumpistol: synthesizer Prisen for deltagelse i koncerterne er kr. 120,00. For jazzklubmedlemmer er prisen henholdsvis kr. 80 for voksne og kr. 40 for unge under 25 år/ medlemmer med studiekort. Dørene åbnes kl. 19.30 www.youtube.com/watch?v=YVGkd_u19wE www.youtube.com/watch?v=GbHNVkxA_7I

links

forslag