Kyndelmissefest 2018

koncerter
2. februar 2018
12:00
Om arrangementet

Kyndelmissefest 2018

Kyndelmissefesten fejrer det gode liv, lige når vinteren føles mørkest. Efter en lidt stille tid, hvad angår folkemusik-arrangementer i Odense, har Kulturmaskinen og Harald Haugaard besluttet at gøre en fælles indsats for at styrke folkemusikmiljøet. Den 2. februar 2018 klippes båndet til Kyndelmissefest for første gang og åbner for en weekend med koncerter, fællessang, dans, jam, vintermad, brusende øl og smukke lysinstallationer. En fest for livet og lyset i den mørkeste, koldeste og grimmeste tid Kyndelmisse markerer, at halvdelen af vinteren er gået - en lykkelig milepæl altså! - og traditionelt er det blevet fejret med lysprocessioner, flæsk og øl. Den tradition samles nu op, børstes af og pustes nyt liv i. Festivalen vil derfor både byde på gallakoncert med etablerede folk-navne og på en række showcase-koncerter med folkemusikkens nye store håb. Men Kyndelmissefesten kan så meget mere end bare at være musikfestival. Kyndelmissefesten er en fest der skal opleves med alle sanser. Forestil dig følgende: Det er februar, det er gråt, det regner – igen! Du trækker skuldrende op og fortryder lidt, at du har ladet dig overtale til at efterlade sofaen og Netflix derhjemme. Men så kommer du ind til Farvergården og bliver pludseligt revet ud af dine dystre tanker. Du bliver opslugt af en oase af lys, den knitrende lyd af fakler og bålsteder blander sig med lyden af latter, violin og trampende fødder. En liflig duft af dampende varm mad og kaffe rammer din næse. Du vender dig mod Kulturmaskinens Store Sal, hvor der er fuld gang i festen. En stor og broget gruppe har samlet sig omkring et bord og jammer på alskens instrumenter, flere har indtaget gulvet til en svingom, mens andre står med kopper af brusende øl og dampende kaffe og nyder festen fra sidelinjen. Til Kyndelmissefesten kan du smage på ægte vintermad, kaffepunch, snaps og mørk øl og varme dine vinterkolde hænder ved et af bålstederne; du kan opleve up-coming bands spille til showcase-koncerter; lytte til nogle af mestrene til de store aftenkoncerter; reflektere over folkemusikken, livet og lyset til talken med Bertel Haarder; debattere, jamme, danse, synge fællessange og feste med vennerne. Program Fredag 02.02.18 Gallakoncert med Helene Blum & Harald Haugaard Band med gæster Lørdag 03.02.18 Fællessang Talk med Bertel Haarder Showcasekoncerter Koncert med Dreamers’ Circus og Mynsterland Jam og dans

links

forslag